En særlig følelse opstår, når afstanden mellem en idé og noget fungerende pludselig kollapser. Det ene øjeblik ligger noget i den mentale rodeskuffe med mærkaten en dag. I det næste er det online, testet, forbedret og mærkeligt tæt på godt. Ikke perfekt. Ikke færdigt. Men virkeligt.
Den følelse er viben.
Mange hører stadig ‘AI’ og ‘vibe coding’ og forestiller sig noget useriøst: En person kaster et ønske ind i en chatbot, får spaghettikode tilbage og erklærer, at fremtiden er her. Billedet er sjovt, men rammer helt ved siden af.
Løftet er ikke, at ingeniørarbejde forsvinder. Løftet er, at løkken mellem idé, udførelse, feedback og revision bliver så kort, at fremdriften ikke dør undervejs.
Det ændrer mere end kodning. Det ændrer, hvem der kan bygge, rette, levere og forstå komplekse ting.
For mig er det vibe-livets egentlige løfte.
Det handler ikke om at erstatte den, der bygger, men om at fjerne tomgangen mellem det, man kan forestille sig, og det, man kan få til at ske.
Viben er ikke ‘intet ingeniørarbejde’. Viben er komprimeret iteration.
Det er den del, folk overser.
Vibe coding er ikke bare ønsker i en terminal og håbet om, at maskinen tilfældigt opfinder kompetence. Det er tættere samarbejde. Man behøver stadig dømmekraft og smag. Man skal stadig se, når hovedanimationen er kedelig, analysehændelser kommer dobbelt, AI ikke bør tilslutte tale automatisk, eller kampflyet ligner et luftskib.
Viben er ikke fravær af håndværk. Viben er komprimeret iteration.
Man bliver i den kreative løkke. Modellen bærer en stor del af udførelsen. Man styrer, kritiserer, ændrer retning og forbedrer. Dér er magien. Ikke ved at opgive ophavet, men ved at beholde det og øge fremdriften voldsomt.
Når den løkke først falder på plads, er det svært at gå tilbage.
Jeg vibe-kodede denne side til eksistens
Det blev virkeligt for mig, da jeg genopbyggede siden med OpenAI's Codex.
Jeg brugte ikke Codex som chatbot, men som en hurtig teknisk kollega med uendelig tålmodighed. Jeg gav retning, smag og begrænsninger på almindeligt engelsk. Det blev til fungerende kode, vi kunne teste straks. Ikke en skønne dag. Ikke efter tre ugers opsætningsspiral. Nu.
I en håndfuld samtaler blev det til at genopbygge moebis.com fra det gamle Ghost-system til React, Vite og TypeScript. Vi overførte indlæg og tags, tilføjede administration med redigering og uploads, strammede animationer op, rettede dobbeltoptælling i Google Analytics, byggede dialogen ‘Chat with Moebis’ og forbandt en kontekstpipeline, der samler indlæg, sider og sociale opslag i både en rå context.md og en komprimeret hukommelsesfil til chatbotten.
Og så var der det sjove. 1942-projektet holdt op med at føles som en midlertidig øvelse og begyndte at føles som et rigtigt arkadespil.
Det er ikke en legetøjsdemo, men et leveret projekt.
Den gamle måde at tænke om sådan en genopbygning er: Jeg bør nok afsætte en måned, rydde kalenderen, sætte mig ind i alle stackens lag igen og så måske begynde. Den nye måde er: lad mig åbne en samtale, sætte retningen og begynde at træffe beslutninger.
Det skift er vigtigt.
Gode idéers største fjende er sjældent total uduelighed. Det er friktion, kontekstskift og den mentale skat ved at begynde. Vibe coding sænker den skat nok til, at flere idéer når i mål.
Jeg vibe-kodede liv i min NAS igen
Her blev det virkelig lærerigt.
De fleste hører ‘vibe coding’ og tænker en lille app på en eftermiddag. Min version var mere rodet: Codex som copilot til at reparere min rigtige hjemmeinfrastruktur.
Home Assistant boede i en TrueNAS-VM, fordi HomeKit krævede mDNS. Den lille irritation blev til fuld homelabkirurgi: Docker-netværk, Zigbee-USB-gennemføring, Cloudflare-tunneler, forældede Home Assistant-registre, SMART-fejl, mærkelig ZFS-cache og en meget temperamentsfuld LG-aircondition.
Med andre ord: Normal homelabadfærd.
Codex var ikke kun nyttig, fordi den skrev kodestumper eller shellkommandoer. Den holdt fast i hele problemet, mens jeg undersøgte ét lag ad gangen. Vi flyttede Home Assistant fra VM'en til en tilpasset TrueNAS-app med egen LAN-IP, koblede SkyConnect Zigbee-donglen ind i containeren, gendannede den skjulte .storage-tilstand, som Home Assistant afhænger af, rettede Cloudflare-tunnelen til containertjenesten frem for en foregivet LAN-vært og ryddede gamle HACS-, SmartThinQ- og hassio-rester, som brugerfladen aldrig selv ville rede ordentligt ud.
Det mest afslørende var, hvor ofte svaret ikke var ‘Docker er i stykker’.
Efter migreringen var de resterende problemer netop den slags virkelighedsnonsens, der gør homelabs lærerige og absurde: En aldrende LG-enhed, der tabte Wi-Fi, en routergenstart, som ændrede radioadfærd nok til at genere en skrøbelig klient, en Plex-app uden webknap selvom tjenesten virkede, og en NVMe-disk, der fejlede SMART-selvtests, men stadig spillede pålidelig cache.
Codex hjalp med at skille containerproblemer fra netværksproblemer og netværksproblemer fra hardwareproblemer. Det er grundlæggende hele øvelsen, når man fejlsøger en NAS, der langsomt har samlet ansvar som en garagehylde, der på en eller anden måde blev et operativsystem.
Det er den udgave af vibe coding, jeg finder mest interessant. Ikke ‘bed AI om kode og bed en bøn’. Snarere en hurtig, tålmodig og dybt teknisk ekstra hjerne, mens man laver rigtigt systemarbejde. Delvis gummiand at tænke højt med, delvis forskningsassistent og delvis shellkyndig holdkammerat.
Det er ikke en gimmick. Det er løftestang.
Jeg vibe-kodede Atlas med tankens hastighed
At bygge Atlas med Codex lærte mig mere: Det bedste AI-samarbejde føles ikke som én gigantisk helteprompt, men som produktudvikling uden ventetid.
En samtale handlede om at få sendeknappen til at føles rigtig i lyst tema. En anden om at skille Omni-chathistorik fra resten af appen. Andre tog sig af Markdown-visning, gendannelse af podcastsessioner, ordlistestyret kontekst, stemmeadfærd og til sidst CopilotKit-værktøjer inde i samtaleudskriften.
Sådan vokser rigtige produkter. Ikke gennem én dramatisk opfindelse, men gennem tusind meget konkrete beslutninger, tilbagerulninger, forbedringer og rettelser.
Sådan så vibe coding ud her. Ikke magi. Ikke ‘AI erstattede ingeniørarbejdet’. Snarere en tættere løkke mellem at bemærke noget og levere det.
Jeg kunne sige ‘flyt mikrofonen tilbage ved inputfeltet’, ‘log kun toneændringer, der faktisk blev brugt’ eller ‘gør ordlistens termer tilgængelige i alle samtaler’. Codex kunne følge ønsket gennem React-komponenter, tilstandsflow, serverlogik og Netlify-funktioner uden at tabe tråden.
Det sidste er vigtigt.
Flotte funktioner er kun halvdelen af jobbet. Det uglamourøse holder et produkt fra at falde sammen under sin egen fremdrift: TypeScript-migrering, flere tests, refaktorering, udtrækning af hooks, rettet sessionslagring og vedligeholdt ændringslog. Det kedelige, nødvendige strukturelle arbejde, som normalt konkurrerer med det sjove og taber.
Codex var også nyttig dér.
Atlas udviklede sig og blev samtidig renere. Sådan ser sund hastighed ud. Hurtigt behøver ikke betyde skrøbeligt. Vibe coding virker først rigtigt, når hastighed kombineres med nok struktur til fortsat at levere.
Derfor vender jeg tilbage til samme konklusion: Modellen er ikke oraklet, men samarbejdspartneren. Jeg bidrager stadig med dømmekraft, prioriteter og smag. Codex bidrager med hastighed, kontekstbevarelse og tålmodigheden til at arbejde gennem detaljerne, så snart en idé dukker op.
Resultatet er ikke ‘AI byggede min app for mig’.
Det er nærmere dette: Jeg blev i den kreative løkke, og den blev hurtig nok til at føles som at bygge med tankens hastighed.
Jeg vibe-kodede selvangivelsen, og det er måske den bedste demo
Her er plottwistet: En af de bedste vibe coding-demoer havde intet med at lancere en app at gøre.
Det var skat.
Jeg pegede Codex mod en mappe med lønsedler, mægleropgørelser, 1099-formularer, bekræftelser på kvartalsvise skatteforudbetalinger og udenlandske ansættelsespapirer. Og sagde i praksis: Hjælp mig med at gøre rodet til en struktureret selvangivelse.
Det næste føltes ikke som autofuldførelse. Det føltes som en uendeligt tålmodig operatør ved min side, der læste hver PDF, afstemte tal, kontrollerede regler og langsomt gjorde en kaotisk dokumentbunke til et brugbart arbejdspapir.
Derfor falder kritikken om, at vibe coding kun er til legetøjsapps, fra hinanden.
Den egentlige magi viser sig i kedelige, besværlige og dokumenttunge sider af livet. Der, hvor ingen glæder sig til at begynde, kompleksiteten er spredt over filer, formularer, antagelser og særtilfælde, og halvdelen af kampen er at holde hele problemet i arbejdshukommelsen længe nok til at komme videre.
Processen forblev samtalende og flydende, mens det underliggende arbejde var metodisk. Først identificere dokumenterne. Så skille udenlandsk løn fra amerikansk indkomst fra selvstændigt arbejde. Så spore aktieplanssalget. Så finde de kvartalsvise skatteforudbetalinger. Så afklare, om lempelse for udenlandsk betalt skat, fritagelse for udenlandsk arbejdsindkomst eller en aftale om social sikring havde betydning.
Viben var løs. Regnskabet var ikke.
Den forskel er vigtig. Arbejde med store konsekvenser kræver stadig kontrol. Dømmekraft betyder stadig noget. Men Codex gav mig et langt bedre grundlag for at dømme. Den holdt et løbende arbejdspapir, gjorde antagelser synlige, viste sikre og foreløbige skøn og skelnede mellem det, der ændrer skatteregningen, og det, der kun ændrer indberetningen.
Det er større, end folk tror.
AI er ikke kun nyttig, når den hjælper med at opfinde nyt. Den er nyttig, når den hjælper med at strukturere kaos.
Nogle gange er det stærkeste, en model kan gøre, at omsætte et enormt uklart rod til en række forståelige næste skridt.
Det er den egentlige ahaoplevelse
Ahaoplevelsen er ikke ‘wow, AI kan kode’.
Det er dette: Meget af det arbejde, der før syntes blokeret af tid, teknisk overhead eller rent rod, er pludselig inden for rækkevidde.
Flaskehalsen har flyttet sig.
Længe var spørgsmålet: ‘Har jeg præcis de færdigheder, der skal til?’ I stigende grad er det bedre spørgsmål: ‘Kan jeg beskrive mit ønske, undersøge resultatet og styre mod noget godt?’
Det er langt mere tilgængelige færdigheder.
Det vigtige er ikke nyheden, men løftestangen. AI flytter indflydelse fra folk, der husker alle syntaksregler, til folk, som kan formulere problemer klart, vurdere resultater og forbedre intelligent.
Man behøver ikke være verdens bedste ingeniør for at få glæde af det. Man behøver smag, nysgerrighed og lyst til at gentage og forbedre. Nok dømmekraft til at se fejl, mangler, risici eller noget grimt.
Med andre ord skal man være vågen ved rattet.
Vibe-livet i én sætning: Menneskelig hensigt, maskinel fremdrift.
Når man først ser AI sådan, vokser nytten hurtigt.
Det er ikke kun til apps. Det er til infrastruktur. Det er til forskning. Det er til drift. Det er til papirarbejde. Det er til vedligeholdelse. Det er til sideprojekter, der har ligget halvfærdige i månedsvis. Det er til de sære tirsdagsproblemer, ingen skriver hovedtaler om, men alle lever med.
Derfor betyder det noget.
Ikke fordi AI gør alle til tryllekunstnere, men fordi almindelige byggere, nørklere, driftsfolk og nysgerrige får langt mere handlekraft.
Flere kan begynde.
Flere kan fortsætte.
Flere kan blive færdige.
Kun god stemning
Nej, vibe coding handler ikke om at opgive grundighed og svæve gennem livet på en sky af automatisk optimisme.
Det handler om at arbejde sådan, at fremdrift slår intimidering. Hvor idéer ikke dør, mens de venter på perfekte vilkår. Hvor ødelagte systemer bliver løsbare. Hvor afstanden mellem ‘det burde jeg gøre en dag’ og ‘jeg har leveret det’ bliver stadig kortere.
AI fik mig ikke til at holde op med at være den, der bygger.
Den, der bygger, blev sværere at standse.
Derfor er jeg optimistisk om vibe coding. Derfor bør flere give sig selv lov til at prøve. Og derfor føles fremtiden mindre som erstatning og mere som forstærkning.
Tag smagen med.
Tag dømmekraften med.
Tag den sære idé, den ødelagte NAS, det halvfærdige produkt, skattepapirbunken og den ting, som stille har prikket dig på skulderen i seks måneder.
Kom så i gang.
Maskinen kan følge med nu.
Kun god stemning.
