For ti år siden skrev jeg En amerikaner i udlandet i Slovakiet. Jeg skrev om bobler. Den lille med familie og venner, den mellemstore fra ens by og den større af land og kultur. Så skrev jeg om antiboblen, verden uden for alt det.
Nå, ti år senere er jeg stadig her. Stadig i Slovakiet. Stadig uden for boblen. Eller måske er boblen bare blevet meget større.
At bo midt i Europa ændrer ens afstandsfornemmelse. Italien, Spanien, Frankrig, Tyskland, Tjekkiet, Østrig, græske øer, Menorca. Det er steder, man faktisk kan tage til, ikke abstrakte mål på et kort. De bliver minder, måltider, stationer, flyforsinkelser, hotelmorgenmad, strande, museer og små gader, hvor man spekulerer på folks liv. I år tager vi til Montenegro, min første gang på Balkan. Jeg glæder mig af samme grund som ved mit første slovakiske supermarked: Hvad er dette sted? Hvad spiser de? Hvad værdsætter de? Hvad kan jeg lære her?
Hjemrejser til USA er på en måde mindre enkle. Jeg har amerikansk pas og slovakisk permanent opholdskort, og man skulle tro, det var nok. Men grænsekontrollen i Wien gav mig stadig problemer på grund af passtemplerne. Jeg ved stadig ikke helt, hvilke papirer jeg behøver for at bevæge mig ubesværet mellem mine to liv. Sådan er det mærkeligt at bo ude så længe. Man hører til her, men ikke helt. Man hører til der, men føler sig hvert år lidt længere derfra også.
Så kom Covid.
Covid i Europa var en uddannelse i sig selv. Vacciner, vaccinationskort, QR-koder, nye regler hver anden uge og grænser, der åbnede og lukkede som døre i et spøgelseshus. Det var første gang, jeg virkelig mærkede, hvor meget Europa både er én ting og ikke én ting. EU kan føles samlet, indtil det pludselig ikke gør. Hvert land har egne regler, egen panik, eget papirarbejde og sin egen måde at sige: ‘Ja, men ikke sådan.’
Og så invaderede Rusland Ukraine.
Det er svært at forklare amerikanere, hvordan det føles at bo så tæt på en krig. Ukraine er ikke et fjernt sted i en nyhedsbjælke på tv. Det er lige der. En nabo. Man læser nyt hver dag og ser de forfærdelige ting, russerne gør. Man ser Europa prøve at reagere beslutsomt og så lande som Ungarn under Orbán blokere, forsinke, udvande og frustrere den beslutsomhed. Det gør én vred på en måde, man ikke bare lægger væk om aftenen.
Der er stadig ting, jeg elsker højt ved Europa. Kulturen. Maden. Mine kolleger. Slovakisk natur, fortsat en af jordens mest undervurderede skatte. Skovene, bjergene, haverne og forståelsen af, at udeliv er del af livet. Slovakker overrasker mig stadig med, hvor jordnære og venlige de kan være.
Sundhedsvæsenet har også været fantastisk for mig. For ti år siden skrev jeg, at det var lidt af begge dele, men mest bedre. Det mener jeg stadig. Mine læger er fremragende, især til forebyggelse. De behandler sygdomme, før de bliver katastrofer. Receptmedicin er stadig chokerende billig sammenlignet med Amerika. Der er selvfølgelig frustrationer, men overordnet føles medicin her ikke som et forsøg på at ruinere én for den forbrydelse at behøve hjælp.
En anden uventet hobby fra livet her er surdejsbrød. En venlig lokal bager gav mig en surdejsstarter gratis, og det lille glas levende mel og vand har lavet fantastisk brød til familien. Det er dybt tilfredsstillende. Man fodrer, venter, folder, former og bager, og pludselig dufter hele huset som en bagerbutik. Bagels er stadig svære at finde, så jeg laver mine egne. Som så meget ved udlandslivet begyndte det med noget, jeg savnede hjemmefra, og blev noget, jeg lærte selv.
Maden er stadig en af mine yndlingssider ved livet her. Ikke alt er bedre, men meget er. Det enkle kan være fantastisk: Grillmad, frugt fra en have, suppe der smager af omsorg. For ti år siden skrev jeg om rožky, gullasch, knedľa og orange æggeblommer. Jeg glæder mig stadig over det samme, bare med mere selvtillid og langt mere surdejsmel på køkkenbordet.
Men Europa har også en formynderisk trang, som driver mig til vanvid.
Alt bliver beskåret. Vandflasker har nu plastlåg, der ikke vil løsne sig, som om jeg er et lille barn, man ikke tør betro en genbrugsbeholder. AI-funktioner på Apple-enheder er blokeret. Jeg flyttede endelig mine Apple-enheder fra den amerikanske butik til EU-butikken for at bruge bilappen ordentligt i Europa. Pludselig mister jeg Siri AI, Apple News og selv funktioner som at bruge iPhone fra macOS. Google Chrome blokerer AI i browseren. Codex er afskåret fra nyttigere ting som computerstyring. Her i EU føles det efterhånden, som om vi er digitale bønder af anden klasse. Resten af verden får fremtiden, vi får et compliance-notat.
Jeg forstår trangen til at beskytte mennesker. Virkelig. Men på et tidspunkt bliver beskyttelse til lammelse. Europa har så meget talent, kultur, intelligens og historie, men virker ofte besluttet på at regulere sig selv ud i langsomheden. Det er frustrerende at bo så smukt og kapabelt et sted og hele tiden føle, at innovation foregår et andet sted.
En af de hobbyer, der passer perfekt ind i det europæiske liv, er at flyve med droner. Jeg gennemførte certificeringsprocessen og fik min EU-dronelicens. Det føltes meget europæisk på både den bedst mulige og mest papirarbejdstunge måde. Det gode er, at når certificeringerne er bestået, kan man flyve i forskellige EU-lande under samme grundlæggende rammer. Det er faktisk fantastisk. Jeg kan rejse med en drone uden at føle, at jeg starter fra nul, hver gang jeg krydser en grænse. Europa kan være frustrerende med regler, men en gang imellem giver reglerne faktisk mening.
Og så ser jeg tilbage på Amerika og bliver ikke ligefrem beroliget.
Det har været endeløst frustrerende at se Trump-regeringen behandle EU og USA's allierede dårligt. Af alle lande bliver Canada behandlet som en fjende. Håndteringen af Iran er sær og hensynsløs, og nu mærker alle det gennem brændstofpriser og global uro. Kina, Rusland og Iran fylder alle mere. Verden føles mere ustabil end for ti år siden. Måske er den det. Måske er jeg bare ældre og mere opmærksom. Uanset hvad føles boblen tyndere.
Den største ændring i mit liv er dog ikke politisk. Det er Emma.
To år efter det første indlæg blev min datter født her i Slovakiet. Hun er højdepunktet i de seneste ti år. Uendelig glæde, kærlighed og optimisme. At få et barn i dette liv mellem kulturer ændrer alt. Hun er slovakisk og amerikansk. Hun hører til her på en måde, jeg aldrig helt vil, og forbinder mig til stedet som intet andet.
Nu arbejder jeg også med AI i en stor teknologivirksomhed, hvilket er sit eget mærkelige puslespil. Jeg bruger dagene midt i en af tidens vigtigste teknologiske forandringer og bekymrer mig samtidig om følgerne for job, kreativitet, tillid, sandhed og mennesker, som bare vil tjene til livet. Det er både fascinerende og foruroligende. Jeg elsker teknologien. Jeg bekymrer mig om følgerne. Begge dele er sande.
Så ti år senere er min boble blevet større. Meget større.
Den rummer Slovakiet, Amerika, Europa, Ukraine, familie, arbejde, AI, krig, rejser, bureaukrati, dygtige læger, latterlige flaskelåg, billig medicin, smukke bjerge, fantastiske supper, droner, surdejsstarter, hjemmelavede bagels, digital frustration og en lille pige, som gør fremtiden værd at kæmpe for.
Jeg vil stadig ikke have perfekt. Jeg vil stadig have anderledes. Jeg tror stadig, at det at træde uden for boblen er noget af det bedste, man kan gøre.
Jeg håber bare ikke, boblen brister.
Livet går videre, og det må vi også. For en bedre fremtid. For vores børn. For hinanden.
Og især for Ukraines befolkning.
